
De ryger, drikker og horer. De fremstiller narko, udøver vold og har lemfældig omgang med liv og død. Alligevel er de sært tiltrækkende. De moderne amerikanske tv-serier befolkes af en række karakterer, som vi ikke traditionelt forbinder med amerikansk tv. Fra HBO’s Tony Soprano til AMC’s Walter White og Showtimes Dexter.
Med opblomstringen af diverse kabelstationer indledtes der i 1990erne en ny guldalder for amerikansk tv-dramatik. Det brede publikum blev gradvist erstattet af nichepublikummer, og mainstream-serier blev udkonkurreret af en skæv og grænsesøgende tv-dramatik. Med serier som The Wire, Breaking Bad, Mad Men og Lost er amerikansk tv trådt ind i en ny æra præget af komplekse fortællestrategier, virtuose stilgreb og vidunderligt fejlbarlige karakterer.
Fjernsyn for viderekomne behandler en række af tidens centrale amerikanske tv-serier og byder læseren indenfor i et amerikansk tv-landskab, der har ændret sig mærkbart. Det er ikke bare tv, men TV at its best.
Fjernsyn for viderekomne – de nye amerikanske tv-serier / Jakob Isak Nielsen, Andreas Halskov og Henrik Højer (red.). TURBINE, Aarhus 2011. 304 sider. ISBN 9788770907088. Vejl. pris 249,- kr.
Anmeldelser:
”En intelligent og spændende bog om de intelligente og spændende serier i amerikansk tv’s nye guldalder.”
Peter Schepelern, lektor, film- og tv-forsker.
“Her er en bog, som på overbevisende facon forklarer, hvorfor det i dag er i tv-serierne, det sker.”
Jørgen Leth, filminstruktør & forfatter
”Fjernsyn for viderekomne leverer analyser af væsentlige serier og genrer, set i sammenhæng med amerikansk produktionskultur. Bogen er uundværlig, hvis du vil om bag facaden og vide, hvad der inspirerer andre landes tv-drama.”
Gunhild Agger, professor & forfatter til Dansk tv-drama – arvesølv og underholdning (2005).